fredag den 28. december 2012

Hjemmestrikkede strømper

I Pinsen, da manden og jeg gav hinanden vores "ja", der havde manden lokket med præsten (skal lige siges, at vores præst er rigtig herlig), så under præstens prædiken til brudeparret blev det nævnt, at jeg jo havde forsømt min mand ved ikke at forsyne ham med hjemmestrikkede strømper, så der lød en opfordring fra præsten om at komme igang.

Min svoger var ikke sen til at meddele, at jeg havde frist indtil juleaften, ellers ville jeg modtage de sørgelige afklippede tåspidser fra mandens strømper i julegave... og hvem ønsker sig det?

Jeg er helt sikker på, at grunden til mandens klagesang over manglen på de hjemmestrikkede sokker bunder i, at jeg ikke gider strikke strømper, jeg synes det er kedeligt, og har indtil for et par år siden været helt overbevist om, at jeg ikke kunne finde ud af at strikke hælen... måtte dog erkende, at med hjælp fra Drops's fine forklaringer på deres hjemmeside, så kunne jeg jo egentlig godt finde ud af det alligevel. Det blev dog kun til strømper til tumlingen.

Ikke desto mindre er det blevet til et par hjemmestrikkede strømper til manden i julegave (strikket i så kedelig en farve, så jeg håber han ikke ønsker sig flere ;-) )


Faktaboks
Opskrift: strikket ud fra strømpediagrammet i "strømper og sokker" af Sys Fredens, med 2,5 cm rib for oven
Garn: Fabel fra Drops
Strømpepinde: 3 mm
Bemærkninger: synes garnet er noget strid at have med at gøre, fik ikke hul mindre end 3 steder på mine fingre undervejs.

Ved godt jeg har brokket mig meget over strømpestrikning i lang tid, men er nu alligevel ikke så slemt. Tænker jeg skal finde noget mere lækkert garn, og en bunke tålmodighed, så kan det måske godt blive til flere par strømper - men sig det ikke til nogen.

3 kommentarer:

  1. Arj hvor er de fine. Er da sikker på at han synes de er en super farve - så pas nu på. Også dette vil jeg være med til Ketty. Ih altså :o) og så skal vi lære det der med at strikke 2 på een gang.
    Det var noget med en strikke-date efter nytår?!? :o) :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Du havde bogen, havde du ikke?

      Vi får travlt lyder det til ;-)

      Slet
    2. Jeps jeg har bogen - men tør ikke gå i gang uden dig ved min side... ;o)

      Slet